Så fik vi prøvet at mødes i Connect. Og det var en speciel oplevelse. Der gik først meget tid med spørgsmål som ”er du der”, ”kan nogen høre mig” ”nu virker det” ”nu virker det ikke”. Naturligvis kan der være tale om begyndervanskeligheder, men som Christian skrev på sin blog vil det på denne baggrund være svært at overbevise kolleger om fordelene ved online-møder (http://ckoefoed.blogspot.com/2010/09/dsbsas-eller-online-samarbejde.html).
Vi hørte i alt 7 oplæg der alle uddrog væsentlige elementer fra de læste tekster. Heldigvis hjalp gennemgangen til at øge forståelsen af nogle af de mere komplicerede tekster og der var – ufrivillige (?) - praktiske eksempler på at støj kan virke særdeles hindrende for at budskaberne når frem til modtageren og bliver forstået. 3-4 af indlæggene var nemlig præget af tekniske vanskeligheder med kraftig baggrundsstøj eller gentagne udfald i lyd. Det medførte at jeg mistede fokus og lod tankerne vandre. Her vil jeg give Thomas ret (http://itmedierogkommunikation.wordpress.com/2010/09/13/connect-m%C3%B8de-1/) og ønske at alle får styr på hardwaren inden næste møde så vi formentlig kan fjerne nogle af støjkilderne.
Det tog også lidt tid at få diskussionerne i gang – måske igen fordi vi lige skal vænne os til mediet, men jeg synes det vækker til eftertanke, at den mest livlige debat ikke drejede sig om oplæggene, men om udfordringerne med online-undervisning.
Inden næste store Connect-session har vi i grupperne haft mulighed for at eksperimentere med mediet (hvis da ikke aula crasher igen) så vi er bedre klædt på. Og jeg er sikker på at det vil fungere bedre i små grupper, hvor det er lettere at se deltagerne og at komme til orde.
Jeg vil konkludere at al begyndelse er svær, men hvis det ikke bliver markant bedre næste gang vil det let føles som endnu en delvist spildt aften, og så ville jeg i hvert fald hellere bruge et par timer på transport for at kunne høre oplæggene ordentligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar